En skilsmisse er sjældent at betragte som en gave i nogens liv.
Men med tiden, der går, ender den med at berige på måder, der ikke ville have været. Det er en del af naturens orden om modpoler, der bringer orden til kaos. To menneskers adskillelse bliver til andre menneskers sammenkomst.
I går var sammenkomsten under mit og min kærestes fælles tag. Hans ældste datter blev 18 år. Barn af forældre, der måtte skilles, og her sad hun midt i en sammenbragt familie, der alle var der for hendes skyld.
Mennesker hun ikke kendte, før hendes far og jeg skulle mødes. Mennesker, der ikke vidste, at der var en ung pige derude, de skulle komme til at holde af og sætte pris på.
Førend nu.
Vi får mennesker ind i vores liv afhængig af, hvordan livet viser sig.
De kan blive nogle af de dyrebareste, vi har.
Jeg ville kun have haft én bror og én niece i stedet for tre brødre, to niecer (snart tre) og tre nevøer. Havde mine forældres lim holdt.
Jeg ville have været fattigere uden mine brødre og deres børn, uden nogensinde at vide det.
Jeg ville ikke have haft den 18 årige unge kvinde i mit liv, havde hendes forældres lim holdt. Eller hendes 16-årige bror eller 15-årige søster.
Og i går ville jeg ikke have oplevet, hvor meningsfyldt det er at invitere til en fødselsdagsfest for et menneske, hvis plads lige der for enden af bordet er så selvfølgelig i det øjeblik og i det store perspektiv så betinget af en række hændelser, ingen kunne have forudsagt.
For rundt om bordet sad alle familiens 5 slags mødre: de biologiske, ekstra’erne, de kommende, bedstemødrene og oldemor. Flettet ind i hinandens liv på kryds og tværs. Fordi nogle menneskers kærlighed ikke holdt. Men samlet en forårsdag, fordi kærligheden altid vil forbinde os. Også udenom blod.
Inden i mig blev familie med egne børn aldrig et dybtfølt ønske. Frygten for at måtte skille mine egne børns familie ad var for stor at overkomme. Jeg bliver aldrig en af de biologiske mødre om bordet. Alligevel sad jeg der i går med min far på den ene side, min ekstra-mor to pladser væk og min mor overfor mig og betragtede familien, jeg er blevet omdrejningspunkt for. Rørt og berørt.
Familie er hvad, vi gør det til. Min har rakt ud efter min nye familie, og de rækker ud efter min. På forbilledlig vis. Det er mit hjerte, de rækker ind igennem for at nå hinanden. Det heler gammel sorg, det former nye familiebånd, og det fortæller mig, at intentionen bag kærligheden er mindst lige så vigtig som blodet.
Vi ønsker ikke splittelse. Livet bliver sådan nogle gange alligevel. Forbindelsen til dem, vi får kær som resultatet af nye relationers bånd, og betydningen af mennesker i vores liv vi endnu ikke måtte kende, er en del af kærlighedens helende væsen. Som ingen af os kan sige, vi ville undvære, hvis vi kunne gøre det hele om.
I hvert fald ikke jeg.
Jeg føler mig beriget, beæret og hel.
Tak, familie