Kærlighed er en tilstand.
Den er ikke nogen forundt og andre ikke. Den er, og derfor er du kærlighed.
Men du kan vælge ikke at være i tilstanden af kærlighed eller du kan vælge at være indbegrebet af den.
Det er op til dig.
Måske føler du, at livet er i vejen. Måske mangler noget for, at du kan være i kærlighed.
Sådan tænkte jeg om børn. At uden egne børn ville jeg ikke kunne opleve moderkærlighed.
Men kærlighed er. Den er ikke nogen forundt og andre ikke. Den er, og derfor er jeg kærlighed. Også moderkærlighed. 3 bonusbørn og 5 nevøer og niecer mærker det. Og alverdens andre børn.
Moderkærligheden strømmer fra et naturligt sted. Ligesom faderkærligheden gør. Dem, der ikke har deres børn hos sig, elsker dem alligevel. På tværs af kloden om nødvendigt eller bare ind til naboen. Dem, der ingen børn har, kan elske børn alligevel.
For vi kan vælge at lade strømmen af kærlighed flyde uden at have nogen bestemt at rette den mod. Vi kan vælge at være kærlighed uden en partner; vi kan vælge at være moderkærlighed uden et eget barn; og vi kan vælge at værdsætte kærligheden til det hinsides, uden at have dem vi savner hos os.
Jeg tror på, at vi kan elske andres børn, som var de vores egne. For kærligheden er en upersonlig flod, som bliver personlig, i det øjeblik vi dirigerer den mod en anden.
Jeg tror på, at vi kan elske vores næste, førend vi har mødt ham eller hende. For kærligheden er en strøm, der taler mellem hjerter, der endnu ikke er kendte for hinanden.
Og jeg tror på, at vi kan elske os selv, fordi vi er vores egen største kærlighed. For kærligheden er en åre af ømhed og omsorg, der så nemt kan flyde op i øjnene på os og lade os se verden gennem den: i en tilstand af kærlighed.
Kærligheden er upersonlig, men den enkeltes hjerte så nær, og det er dét, der gør den til så personligt et anliggende.
<3
Tania
