Vi kan træffe beslutninger, som i øjeblikket føles rigtige. Men som senere lærer os, at da vi tog beslutningen var vi i færd med en ukærlig handling overfor os selv fremfor den omsorg, vi troede vi gav til os selv i øjeblikket.
I levet liv kan det se sådan ud:
- Vi kan droppe ønsket om en ligeværdig partner, fordi hvert ‘nej’ gør for ondt og i selvkærlighedens navn i stedet vælge os selv.
- Vi kan blive i jobbet, der dræner os, fordi vi gør familiens tryghed og sikkerhed vigtigere end vores egen evne til at kunne sige til og fra [og måske ender med en sygemelding.]
- Vi kan blive i det udtømte forhold for børnenes skyld, fordi ansvaret for vores egen trivsel og vægt som rollemodel er for tung at bære.
- Eller vi kan lukke en spirende forretning, fordi resultaterne ikke kommer hurtigt nok og behovet for at samle ny energi føles rigtigere.
Den sidste beslutning traf jeg for 7 år siden, da jeg lukkede min singlecoach-forretning.
Båret af behovet for at finde min egen drømmemand og følelsen af at bruge mere energi på mine klienter, end jeg reelt havde.
I dag ved jeg, hvor forkert den beslutning var.
For mens jeg rigtig nok blev drænet, traf jeg ikke beslutningen om at lukke udelukkende baseret på omsorg for mit eget kærlighedsliv og min egen trivsel. Selvom jeg troede det.
Den egentlige årsag til min beslutning var en helt anden.
Direkte ukærlig og selvsaboterende i sin rene form.
For hvad, jeg glemte dengang, er, hvor meget vi begynder at modarbejde os selv, for hvert skridt nærmere vi tager vores rette vej.
For med følelsen af vores egen personlige opfyldelse, følger også muligheden for at miste den. Følelsen af fiasko vågner. Og er vi ikke vågne, leder frygten for fiasko os til at træffe beslutninger, der fører os væk fra det, vi dybest set ønsker.
Jeg var eminent til at spotte præcis den strategi i mine klienter. Og lede dem mod partneren de ønskede med frygten i hånden.
Men jeg så ikke min egen strategi udfolde sig.
Jeg fangede ikke de små tegn på, at jeg krympede mig for ikke at skulle tage mit fulde potentiale på mig. Jeg undveg min egen succes. Og med det veg jeg fra mig selv.
Prisen har jeg måtte betale med renters rente.
* tilbage på fuld tid i den gamle karriere, der ikke længere var et match til mig og omvendt.
* en opsigelse båret af behovet for at forsvinde uden at have et andet job på hånden, fordi det forudgående svigt af mig selv havde ledt mig til at afstå fra min egen værdighed og finde mig i for meget for længe fra en arbejdsgiver.
* 3 års søgen efter et nyt ståsted, der kunne genskabe min selvrespekt og bringe selvtilfredsheden tilbage i hverdagen.
* heraf 2 år på dagpenge og en udhulet økonomi, der har kostet mange oplevelser i at blive til noget.
* et skamfuldt hul i mit liv, som i perioder har fået mig til at forsvinde mere fra mig selv, end sundt er.
Er alt så bare spildt og uigenkaldeligt, når vi træffer en ukærlig beslutning for os selv i selvkærlighedens navn?
Det afhænger.
Af.
Din selvkærlighed.
For der er to veje, når du er kommet på afveje.
At fortsætte som om intet var hændt, undertrykke den indre utryghed og finde ressourcerne til at komme videre.
Den vej føles ofte besnærende. For behovet for at se ud som om, at vi har ‘gang i noget’ kan ofte føles vigtigere for en forslået stolthed, end det er rigtigt for det forslåede selvværd.
Vi kan også blive hos os selv. Fremfor at stikke af. Igen. Vende blikket bagud for at se, hvor det var vi drejede forkert. For at lære af os selv fremfor at belære os selv om det forkerte i det forkerte.
Lære følelsen af forkert og rigtigt for vores krop og trivsel at kende på nye niveauer. For den luksus indeholder erfaringen. At vi til hver en tid kan rejse tilbage i kroppens erindringer og mærke, hvordan øjeblikket var, da vi troede vi tog den kærlige beslutning for os selv, men med fremtidens visdom nu kan undersøge den for, hvad den egentlig fortalte os:
- de forudgående tegn på, at vi ikke stod ved os selv.
- måden vi holdt vejret på eller undgik at dvæle ved vores beslutnings rigtighed.
- hvordan vi undgik at få andre menneskers besyv, der kunne udfordre vores beslutning og afsløre vores lille løgn.
Introspektion er altid en mulighed.
Heling af os selv er altid en mulighed.
Ikke altid en lyst.
Men det rummer altid muligheden for at få mere igen, end vi har mistet.
For som menneske er vores ypperste formål at genskabe vores egen helhed. Det er drivkraften bag alt vi gør, og alle vi møder.
Derfor rummer vores afveje også væsentlige dele af vores personlige skattekort og anvisningen til vores næste skridt:
- Det er i savnet af en partner, vi kan mærke, hvad vi skal starte med at give til os selv for at kunne modtage selvsamme fra en anden.
- Det er det utilfredsstillende job, der får os til at søge svarene på, hvad en tilfredsstillende karriere består af for os.
- Det er det udtømte forhold, der skaber anledningen til enten at genfinde hinanden og vokse sammen eller forstå, hvad vi mangler og lære at bede om det næste gang.
- Og det er den lukkede forretning og savnet af at spille på mine talenters strenge, der fik mig til for første gang nogensinde at tage min kærlighed til ord og formidling helt til mig. Så meget, at det er grundstenen i min forretning no. 2, hvor jeg udlever min tekstforfatterdrøm.
Jeg er blevet klogere på de 7 år. Jeg har ladet mig selv lære beskeden i lektionen: at hver gang jeg træder væk fra det, der fylder mig op, slukker jeg mig selv og går på standby.
Det modsatte af den lyst til at at påvirke verden og andre, mens jeg er her, som min forretning stod på. Skabelse og destruktion går altid hånd i hånd.
Tålmodighed er en vigtig faktor, når vi vil lære af vores erfaringer, og lade dem blive nye og styrkede trædesten for os selv.
Uden tålmodigheden vokser tilliden til os selv ikke frem. På samme måde som et afvist barn ikke løber os i armene med det første, søger vi heller ikke os selv som den trygge havn, hvis vi selv er den, der har forvist os. Vi skal kunne vente på os selv.
Og ligesom vi ikke vidste, at vi træf en forkert beslutning, da vi tog den, ved vi heller ikke, med hvilken dybde vi har svigtet og forladt os selv, førend vi lader helingen ske.
Men vi ved, at vi vil finde vores retning igen, blot vi vil holde frygten for det uvisse i hånden og stole på, at vi selv kender vejen hjem.
Deri ligger tilgivelsen af os selv.
Den reneste form for selvkærlighed.
Og derfra kan vi klogere og med mere sikre skridt være på vej igen.
Til alle med modet til at fejle og lære af det.
Kærligst Tania
