“Vil du gifte dig med mig?”
Har du fået stillet det spørgsmål eller drømmer om det, så ved du eller kan sikkert forestille dig, at det er et stort øjeblik, som på mange måder er en bekræftelse af dig som menneske.
I det meste af mit liv har jeg aldrig troet, at jeg skulle få det spørgsmål en dag. Og ovenikøbet være 100% sikker i mit svar.
Men på Valentinsdag fik jeg spørgsmålet og denne smukke ring på min finger.
Er du en rå eller slebet diamant?
En morgen for nyligt sad jeg og så på min ring og tænkte på, hvorfor lige min kæreste og jeg passer så godt sammen.
Det fik mig til at tænke på, hvor meget til fælles vi mennesker egentlig har med diamanter.
Diamanter bliver skabt langt under jordens overflade under et enormt pres gennem millioner af år, førend de kommer op til jordoverfladen som rå ædelsten.
Når de bliver slebet til, viser deres unikke lys sig.
Vores tid på jorden, som menneske, adskiller sig i proces ikke fra diamantens. Vi ikke bare bliver – vi skal også udsættes for pres – for at kunne komme op til overfladen og vise os som den, vi egentlig er.
Og kærligheden er vores mest lærerige og sårbare læringsfelt. Vi føler ofte, at der er meget at miste og passer derfor tit på os selv, mens sandheden ligeså meget er, at der er meget at vinde.
For alle vi møder på vores vej i kærligheden har det ene formål at hjælpe os hjem til os selv.
Vi bliver nemlig kun romantisk tiltrukket af dem, der kan spejle – og aktivere – vores største udviklingspunkter, så vi kan bevæge os tættere på at blive det hele menneske, vi var, førend livet gav os knubs, og vi begyndte at forskanse og pansre os selv.
På den måde bliver spejlingerne fra andre vores mest direkte vej hjem til os selv:
- Når et mønster i dates afslører, at den anden alligevel ikke rigtig vil, når niveauet af seriøsitet stiger, er det en anledning til at se på, om vi selv føler os værdige og gode nok som partner?
- Hvis vi savner manden derhjemme, selvom han er der, er det anledning til at dele noget mere af og selv med ham, så vi kan mærke os selv i samspil med ham.
- Når kvinden, vi elsker, til vores irritation mere eller mindre hele tiden bestemmer, hvad der skal ske i familien, er det tegn til at kridte egne grænser op i stedet for at lade dem overskride og resignere.
Kærligheden presser, skubber, provokerer og animerer os til at tage os selv på os. Og på samme måde som jordens varme og tryk masser grundstoffet kul sammen for, at det senere bliver til en diamant, bliver vores grundstof presset til overfladen i vores intime relationer.
Men der er én ting, der ikke sker af sig selv, og som afgør, om vi forbliver en rå eller slebet diamant:
Vi skal selv vælge aktivt at bruge det, der bliver spejlet tilbage til os til at udvikle os med.
For det er, når vi tager ansvar for, hvilket kærlighedsliv, vi ønsker, og hvilken type menneske og partner vi vil være, at vi bringer os selv til overfladen. Det er i samspil med andre, i sårbarheden af at turde vise os selv og slippe forskansningen, at vores indre lys kommer frem.
Det er dér, vi sliber os selv til den unikke diamant, vi er og deler dens lys og farver med verden og vores nære og kære.
Jeg ved, hvorfor min kæreste passer til mig. Og jeg til ham.
For i årene inden jeg mødte ham, tog jeg ansvar for mit følelsesmæssige grundstof.
Tog ansvar for at bruge spejlingerne fra mit dating- og kærlighedsliv til at bearbejde uhensigtsmæssige overbevisninger og dag for dag øve mig på at være den kvinde, jeg inderst inde vidste jeg var og gerne ville dele med en anden.
Ligesom diamanten ikke kender sin vej eller ved, hvor lang tid rejsen mod overfladen tager, gør vi heller ikke. Men insisterer vi på at bruge livets knubs og skub til at udvikle os med, kommer vi en dag et sted hen, hvor vores særlige lys fanger en andens øjne.
Måske er det derfor, vi bruger diamanter til at symbolisere og forsegle det møde.
Jeg synes i hvert fald, at det er en smuk og bekræftende tanke.
Kærligst
Tania
