Så mange taler om frygt og, at det er en side af os selv, vi må lære at leve med, for den vil altid være der. Og det er jeg enig i.
Dér hvor jeg i dag forholder mig anderledes til frygt, end jeg hidtil har gjort, er der hvor de fleste får dybe furer i ansigtet, kan mærke angsten, nervøsiteten, den små-paniske eller endda måske apatiske side, der kan følge med. Den der får os til at ty til ét af tre naturlige reaktionsmønstre: kæmp, frys eller flygt.
Der er bare noget tung energi over dem: aggressiv, apatisk eller ansvarsforflygtigende.
Jeg har i mit personlige arbejde prøvet at finde en blidere måde at forholde mig til min altid tilstedeværende, evigt tilbagevendende frygt på (for vi har den allesammen hele tiden). En måde, der i højere grad ville give mig smil på ansigtet end dybe furer i panden.
Jeg har fundet en måde, der giver mig anledning til at vokse som menneske, hver gang frygten dukker op. Og som bonus, at for hver gang bliver jeg bedre og bedre til at sætte ord på mine egne følelser og behov, så jeg for hver gang bliver mere og mere i stand til at være mig og udtrykke mig derfra.
Det er sørme herligt skal jeg sige det selv!
Så her får du min blide måde at håndtere din frygt på
Sagen er nemlig, at din frygt er en del af dig. Helt bestemt og meget ofte en meget yngre del af dig. En grundfølelse etableret i dig på et tidspunkt i din barndom, hvor du har oplevet noget som du ikke lige kunne få til at give mening i dit barnlige univers og din manglende forståelse satte sig som frygt.
Når så noget dukker op i din verden i dag, som enten minder om det, ikke giver mening eller du bare ikke forstår – bang! så er du barn igen – i dine følelser. Og derfra er det praktisk taget umuligt at agere og leve i en voksen verden.
Så den blide måde handler om at forbinde med dit indre barn, og som den voksne du er, lytte til hende, trøste hende og fortælle hende hvordan verden virkelig hænger sammen – præcis som du ville lige nu, hvis du sad med et barn, der synes verden var lidt overvældende og ikke helt til at forstå.
Det er egenkærlighed.
Sådan gør du:
1. når frygten dukker op, find et roligt sted, luk evt. øjnene og forbind med den
2. mærk hvor i kroppen din frygt sidder og læg evt. en hånd på
3. forbind så med din voksne del, den dig, der har alle kompetencerne, perspektivet, erfaringen, forståelse for livet og kompleksiteten. Den du er i dag
4. lad din voksne del spørge hvor gammel den del af dig, der er bange, er, og lyt til svaret. Sig evt. ‘okay, så du er (6) år gammel. Jeg forstår godt du er bange’
5. Spørg den yngre del ‘ hvad føler du?’ og spejl det tilbage, når den svarer: ‘Jeg kan se/høre, at du er bange for, at ____’
Spørg og spejl tilbage så mange gange den yngre del har brug for det
7. spørge dernæst hvad den yngre del har brug for og spejl også det tilbage: ‘jeg kan forstå, at du har brug for at føle dig tryg, blive holdt om, kysset, blive forstået etc.
Gentag også min. 3 gange
8. Når den yngre del er faldet til ro, sid bare lidt med dig selv og send kærlighed til den yngre del. Du kan her evt. lade din voksne og vise del af dig fortælle hvordan det virkelig er det hænger sammen. Så din yngre del får det perspektiv, det manglede, da du var lille.
Det er de små daglige forandringer, der skaber de store skift
Gør det som en jævnlig praksis.
Du øver dig i at anerkende dine ønsker og behov fra et bevidst, voksent sted i dig og at kunne sende kærlighed og omsorg til den del af dig, der mangler.
Når du kan det, har du ro til at skabe det forhold, du drømmer om. For i stedet at lade frygten tage over, når den taler om, at det ikke lykkes, at blive forladt, miste etc. – så ved du, at du blot skal trøste og lytte omsorgsfuldt til den yngre udgave af dig, som til gengæld giver dig klare svar på hvilke følelser, du rummer og hvilke du skal give mere plads til. På den måde flytter du følelserne fra din frygtsomme del til din voksne del, hvor de på en sund og dejlig måde kan blive en del af den du er i dag, og det forhold du ønsker at etablere.
De kærligste ønsker for den, du virkelig er.
Tania
