Tiden.
Går.
Kommer ikke igen.
Men mere af den kommer hvert eneste sekund.
Og alligevel kan den sætte så meget i stå.
Jeg ventede 15 år på noget, der aldrig skete.
Ventede på manden jeg skulle have børn med.
Ventede med at købe en lejlighed til vi var to om det.
Ventede med at bekende mig min passion til jeg var blevet passionsløs.
Ventede med at elske til jeg ikke længere var bange.
Ingen af os ved, hvor længe vi har, mens tid er.
Ingen af os ved, hvem vi venter på, mens vi venter.
Ingen af os ved, hvad der er os i vente.
Men alle ved vi, at tiden går.
Med sikkerhed.
Men, at det, vi venter på, vil komme, er ingen sikkerhed.
Der er oplevelser at gøre os, når vi er børn.
Teenagere.
Unge i 20’erne. Halvvoksne i 30’erne.
Modne i 40’erne. Over halvvejs i 50’erne.
Livet har sit urværk.
Der går.
Uanset, om vi følger med eller ej.
Jeg ventede 15 år på noget, der aldrig skete.
Jeg satte dele af mit liv på hold.
Mens andre dele fik fuld gas.
Vi bliver, hvad vi bruger tiden på.
Mens vi venter, forsvinder sekunderne ud af os uden at sætte spor.
Jeg vil ikke vente længere.
På nogen eller noget.
Jeg vil tillade.
Tillade mig at fylde tiden med det liv, jeg gerne vil have.
Og mens noget ikke bliver, bliver noget andet til i stedet.
For livet kan godt ske, mens vi venter.
Men hvis blot vi venter, sker livet uden os.
Hvad venter du på?
Nogen?
Noget?
Tiden går. Og venter ikke på dig.
Vis i stedet tiden vejen.
