For de fleste gælder, at de tiltrækker deres omgivelser og partnere helt ubevidst. Det er sådan mønstre lever og skaber gentagelser på sig selv hele tiden.

Og for mange forbliver det et ubevidst mysterium, hvorfor livet udfolder sig, som det gør, med de mennesker og oplevelser, der nu følger af at leve indefra sit givne overbevisningssæt, som holder både os selv og andre i faste roller.

Men det er (relativt) nemt at flytte hele moletjavsen fra dit ubevidste til dit bevidste sind, så du rent faktisk får mulighed for at begynde at ændre på det, du ikke vil have mere af på din ‘nej tak’-liste
(se tidligere indlæg “Lektion 1: Kærlighed er som en magnet for at få den).

#3: Sådan finder du det du gerne vil ændre

Se på din ‘nej tak’ liste.

Hvilke typer af adfærd, som du har beskrevet dine omgivelser med i den liste, er du BEVIDST om, at du selv er (måske bare en snas, men nok til, at du har en magnetisk tiltrækning på dem enten magen til eller modsat)? – ja, det kan godt nive lidt lige at se den komme….

Med bevidst mener jeg, fuldstændig klar over hvordan du skaber den adfærd?

Eksempelvis:

* helt med på hvordan (og hvorfor) du underkender din egen tilstedeværelse i rummet, hvis du fx. føler andre kan virke lidt ligeglade med dig?

* fuldstændig indforstået med, at andre helst undgår dig, når du er i “Tante-Skrap-hjørnet”,  fordi du f.eks. kommanderer rundt med dem? Eller de omvendt vælger at tage den store diskussion med dig?

* klar over, at når du spiller kostbar (fordi du måske er bange for at blive såret igen), så inviterer du mændene til kun at have det sjovt med dig i en periode? Og derfor bliver du ved med at møde den type.

For de fleste er svaret, at det er de ikke!
Altså helt bevidste om hvordan de selv bidrager til at tiltrække mere af det eller dem, de ikke vil have mere af.
(Er du bevidst er du sikkert i gang med et stykke vigtigt personligt arbejde).

#4: Sådan ændrer du din kærlighedsmagnet

Mønsterbrud er den disciplin, der ville skabe mest lykke allerhurtigst, hvis alle vidste hvordan de skulle gøre. Så ville alle klappe i hænderne af glæde hver gang de oplevede noget de ikke ville have mere af, for så ville de begynde at gøre sådan her:

1. Vælg det vigtigste for dig lige nu på din ‘nej tak’-liste

Mønstre er enten væk fra eller henimod, så derfor spørger du:

2. Når jeg oplever [sæt ind], hvad er jeg så allermest bange for (væk fra) eller hvad kunne jeg allermest tænke mig at gøre eller være i stedet (henimod)?

(Ex. hvis du synes, du bliver overset af mænd, er du så fx. mest bange for at møde en, der virkelig vil have dig (ja, det er et velkendt mønster), eller har du i virkeligheden allermest lyst til at indtage rummet og lade alle vide du er der, men har fået at vide som lille, at sådan er søde piger ikke)?

***TIP!
Når du stiller dig selv spørgsmålet, for det mest rigtige svar, så sæt dig i fred og ro, mærk lige dit valg fra 1 .og spørg så om 2. Det første svar er som regel det rigtige (derefter begynder dit ego at så tvivl om sandheden fra dit ubevidste, så prøv ikke at lytte til det)***

Mønstre har det også med ikke at ville opdages derinde i det ubevidste, derfor er sidste trin – i starten – lidt skræmmende for de fleste:

3. Begynd at gøre det, du fandt ud af i punkt 2

* helt lavpraktisk, hvad kan du begynde at  gøre eller sige?
* ofte er det stikmodsat af det, du mest har lyst til at gøre
* det skal føles som gul zone altså en grad af ubehageligt og måske endda lidt akavet

(Ex. du vil allerhelst indtage rummet noget mere, men aner ikke hvordan. En start kan være bare at begynde at sige noget, når du gerne vil i stedet for at tie, som du måske plejer)

Du ved, at der er sket en ændring, når dine omgivelser ændrer sig fra at være dét på din nej tak-liste, du startede med, til at blive noget du gerne vil have på din ja tak-liste.

HUSK! De egentlige ændringer er sjældent ret store i virkeligheden, de føles kun sådan.

Rigtig god fornøjelse med at ændre din kærlighedsmagnet!