[Uddrag fra endnu ikke udgivet bog]:
Helt fra vi er børn, er vi drevet af vores egen overlevelse.
Uanset hvor meget låg vi skal lægge på os selv for at undgå at mærke det, der kan føles for stort i et lille liv, driver overlevelsen os.
Som voksen med et indre barneliv undertrykt får vi brug for at hjælpe os selv fri af de byrder, vi har lagt på vores egne skuldre fremfor at have bebyrdet vores forældre med vores sorg, skam eller vrede, dengang den var nærværende.
Den modenhed vi skulle have vokset ind i ved at opleve dem omkring os tage vare på os, når vores verden blev for svær eller voldsom, og oplevet, at vi blev elsket alligevel, den er udeblevet.
Alderen har modnet os, men inden i er vi ikke modnet.
Nok.
Når krop og sind ikke er jævnaldrende, får livet slagside. Krænger til tider faretruende som en båd i uvejr. Og uden kompasset for selvregulering at navigere efter, gør vi, som da vi var børn, og vender det hele mod os selv. En gang til. Enten indad i selvbebrejdelse og skyldfølelse eller udad i aggression og ansvarsforflygtigelse.
Men i modsætning til i barndommen, er det os selv, der er nødt til at være forælderen. Os selv der skal tage vare på det brændte, skræmte eller forladte barn, der bor inden i, og os selv der skal bygge broen mellem dét og vores voksne jeg. Det er på mange måder en opgave, vi ikke er rustet til, for var vi det, havde vi ikke problemet.
Samtidig er vi en essentiel del af vores egen løsning, for vi er den eneste, der kan sætte ord på, hvad hullet inden i handler om, og hvad der kan fylde det. Det, der gør forskellen og bryder kodningen, er at bringe vores savn og behov for at blive set og forstået fra vores barndoms-jeg til en anden voksen. En professionel, der med sin objektivitet og forståelse for vores dysfunktioner kan række os hånden og gå med os gennem den labyrint af uerkendte og uejede følelser, som et afsavn skaber, og hen mod den helhed vi søger. Jeg kan ikke anbefale dig nok at søge ekstern hjælp til at vokse op inden i, hvis det, du ønsker, ikke er det, du oplever.
For det er aldrig for sent at blive set, som den du er.
Dobbelt-voksen
Når vi går vejen for at hele os selv, bliver vi dobbelt-voksen. Trangen til at overkomme vores egne begrænsninger og hæmninger sætter os tit i en bevægelse, hvor vi ikke bare når til den grad af komplethed, vi prøver at etablere. Ofte fortsætter vi. Mærker, at livet begynder at kunne mere end før, oplever, at vores relationer udvikler sig og, at vi ånder fra en ny dimension af os selv. Vi bliver nysgerrige. På hvem vi egentlig er, og hvad vi egentlig kan opnå, hvis vi får hele os selv i spil. Det kan godt være, at vi føler os forbigået af livet et stykke ad vejen, men dem der sætter sig mest bevidst og stærkest i førersædet på den sidste halvdel af opløbsstrækningen mod et liv fuldt levet, det er oftest dem, der kom skidt fra start. De overhaler indenom, med en klar fornemmelse af, hvad deres opfyldelse præcis handler om, afledt af fraværet og ansporet af virkeliggørelsen. Værn om den energi, din smerte giver dig. Har du smerten, har du indædtheden. Lad den tjene dig i stedet for at opsluge dig. Lad den brænde i dig og give dig dobbelt så meget liv, som en anden barndom ville have gjort.
Et alvorligt liv er et halvt liv
Med dobbelt-voksenheden følger ofte en alvor. Livet kan nemt have været præget af seriøsitet og tyngende refleksioner måske fra en tidlig alder, hvis kærlighedens labyrint ikke har vist sin udgang for os. De lyse sider af livet kan derfor nemt være blevet sat i skyggen. Min begejstring har i mange år haft trange kår. Og når der så har vist sig en mulighed for at være let i sind og krop, er det ofte først bagefter, at det er gået op for mig. Med tristhed eller selvbebrejdelse til følge. Meget umiddelbar glæde i livet kan vi ikke få adgang til, hvis alvoren, ventetiden og vores mørke sider fylder for meget. Et alvorligt liv er et halvt liv. Glæde er basalt. Ikke en luksus. Det er sjælens og kroppens vitaminer. Og sørger vi ikke for at få vores jævnlige tilskud, ender vi med at udsulte os selv og afskære os selv fra en af kilderne til kærlighed i livet: at kunne dele vores begejstring med andre. Jeg øver mig i at leve med min begejstring aktiv. Lad dig inspirere af nogle af de spørgsmål jeg har svaret mig selv på, og jævnligt øver mig på at gøre til handling.
- Hvad gør dig glad?
- Hvad gør dig virkelig glad?
- Hvad kan du ikke lade være med at tale om?
- Hvad kan du ikke lade være med at gøre?
- Hvornår har du sidst grinet ned i maven; hvad foretog du dig og med hvem?
- Hvad har du på listen til ‘en dag vil jeg også prøve/se/høre/gøre’? Tag fat i noget af det nu.
- Hvilket kursus, hvilken uddannelse, hvilket retreat drømmer du om at deltage på?
- Hvem vil du gerne invitere ud på et glas vin på kajkanten eller med en tur i skoven?
- Og spørg dig selv, når nogen byder op til (uventet) leg og sjov: “bringer det mig mere eller mindre glæde?”, og lad dig gå med, når svaret er ja!
Skriv svarene ned. Gerne 5-10 punkter for hver, og placer din liste et sted, du jævnligt ser den. Og beslut dig så for, hvad af det du vil gøre hvornår. Du kan opleve, at du både glemmer det, udskyder det og underkender betydningen af det. Det er blot den alvorlige side af dig, der taler. Lad troen på, at glæde og begejstring har noget til dig, fylde, og gør det så. Selvom det måske føles ‘forkert’, ‘overdrevet’, ‘for meget’ og endda måske ‘egoistisk’. Du tilstræber at skabe mere balance i dit liv, og de første skridt er altid de sværeste. Vores nære, fysiske omgivelser betyder også meget for vores trivsel, så tjek også dit hjem: gør det dig glad at være i?
- Ville en ny farve på væggene gøre en forskel?
- Trænger du til at rydde op og ud?
- Skal de stående billeder op at hænge eller skal der nye til?
- Nye puder, vaser, stole; hvad trænger til en opgradering, der vil gøre dig mere glad og styrke din trivsel?
- Hvem vil du gerne invitere hjem som gæster, når dit ‘nye’ hjem er klar?
Din egen trivsel er din måde at vise dig selv, hvad du er værd. Når du handler på dine egne behov, handler du på kærligheden til dig selv. Og vi kommer ikke uden om, at enhver, der hviler i sig selv, ikke blot bliver mere attraktiv i andres øjne. Det er også dem, der ikke mister sig selv i relationen, ligesom det er dem, der kan udtrykke egne behov og grænser naturligt og selvfølgeligt. Og bedre og bedre med tiden.
