Naturen har ingen unødvendige eller forlængende processer. Der er ingen omveje eller betænkeligheder, når den udfolder sig. En rose overvejer ikke midt mellem knopskydning og de første smukke blade om den skulle have ventet lidt med at åbne sig eller måske have været en tulipan i stedet. Den er ment til at være rose og gør sit bedste for at stråle som sådan, for at alle kan se og beundre den. Det er uundgåeligt.
Sådan er det ikke altid med os selv. Vi komplicerer det uundgåelige. Tror vi skal være en anden, end den vi er. Bange for at åbne op og stråle, så andre kan beundre os.
Men ligesom rosen er vi også bare ment til at være den, vi er.
Vi er meget større end den, vi tror, vi er. Og meget større end den vi viser andre.
Sådan er det i hvert fald for de fleste.
Hvad der fik os til at stoppe op, tvivle på vores egen berettigelse til at være præcis den blomst vi er, fik os til at tro, at vi skulle være en anden, end den vi viser. Det er faktisk ikke så vigtigt. Jeg vil næsten sige det er ligegyldigt. Det er ingens skyld alligevel.
Det der er vigtigt er, at du tillader det uundgåelige. Ikke forpupper og gemmer dig, ikke er mere koncentreret om, hvad andre mon tænker om dig end om, hvad du tænker om dig selv, ikke misbruger din energi på at prøve at sætte blade som de andre, fordi du tror, de er mere rigtige end dine. At du ikke spiller lille og forkrøbler dig selv som en rose, der har fået lus. Som andre så kan have ondt af, fordi den aldrig kom frem, men fratog verden endnu en smuk blomst ved at fornægte det, den er.
Vi kan alle føle os som en rose med lus. De fleste af os har aflært, hvem vi virkelig er gennem barndommen og opvækst og er kun en del af sandheden om os selv.
Og måske kan du mærke, at du gerne vil folde dig ud. Folde dine fine blade ud, ét ad gangen. Lade det udvikle sig, mærke hvordan det er en del af dig og finde ud af, hvor det har sin plads i din verden. Blive ét med det, så du kan lade det forme sig, som du gerne vil have det.
Dét er det vigtigste du skal, og kun du kan gøre det.
Hvilken måde, du vælger, er også ligegyldig. Bare du folder dig ud og tager din plads i haven, som kun du kan. Så andre kan lade sig inspirere til at gøre det samme, og vi kan stå side om side og beundre hinanden, som de smukke blomster vi hver i sær er.
