‘Jeg bliver ked af det, fordi jeg føler, at jeg skal komme i gang med en uddannelse nu – mere for deres skyld end for min egen’.
Jeg er på den anden side af jordkloden i New Zealand og underviser nogle unge danskere i personlig udvikling, og samtalen er faldet på de forventninger og pres, de synes ligger på dem i forhold til job og uddannelse. Fra både forældre og omverdenen.
Og denne her unge kvinde har svært ved at håndtere presset fra mor og fra til at ‘gøre det fornuftige’ fremfor måske at tage et fri-år mere udover det, hun allerede er i gang med.
En anden siger, det bliver omtalt som ’et spildt fjumreår’, hvis hun vælger endnu et år til at lære at stå på egne ben og lære verden at kende fra andet end en skolebænk.
Andre aner ganske enkelt ikke, hvad de gerne vil foretage sig eller læse videre til. Men panikken sniger sig langsomt ind, for derhjemme venter nogen på et svar.
Frustrationen og ked-af-det-heden er til at mærke i rummet.
Frygt og normer er, hvad der er på spil, når vi lægger dom på, hvordan vi synes andre eller os selv bør gøre og opføre os.
Ordet norm kommer af latin norma ’rettesnor’.
Når noget er norm, er det et udtryk for, at tilpas mange gør eller synes det samme, som bringer folk sammen i et fællesskab eller en fælles måde.
Det skaber tryghed og er godt.
Men, blot fordi mange gør det samme, gør det ikke nødvendigvis den enkelte glad:
- Fast job (9-17)
- God uddannelse
- 3 ugers ferie i sommerferien
- Bil
- Realkreditlån
De unges splittelse mellem omverdenens forventninger og deres egne lyster understreger det med al tydelighed.
Jeg disser hverken faste jobs (du milde, der er mange fordele ved det) eller agiterer for, at vi ikke skal uddanne os og bo ordentligt.
Dér, hvor normer bliver interessante aktivt at forholde os til, er hvis de forhindrer os i at træffe valg og beslutninger på vores egne (og familiens) vegne, som er sandere for os end normens trygge gennemsnit.
Når vi holder os tilbage fra at gøre eller ændre på noget, vi gerne vil, fordi andre gør, lever eller handler på en bestemt måde eller noget bestemt føles, som en forventning vi skal leve op til.
Lader vi normerne bestemme eller ubevidst diktere vores valg, kan vi høre det i sproget.
’Det gør ’man’ (jo)’.
Enten som argument overfor andre eller overfor os selv.
’Man’ er ingen og alle. Og lader vi normerne influere vores vigtig(st)e beslutninger, er der en stor sandsynlighed for, at vi ikke har alle vores følelser med i dem, men (primært) vores fornuft og frygt.
’Nogen gange, når forældre ønsker at, I skal komme i gang med en uddannelse hurtigt, handler det faktisk ikke om jer. Det handler om deres frygt for at bryde med deres egne normer’.
Flere øjne kigger opmærksomt på mig.
Vi har i dagene forinden undersøgt, hvordan frygten spiller os små puds i hverdagen og klæder sig ud som fx bekymringer og tvivl og som usikkerhed for, hvad andre må tænke. At det er frygtens subtile måder at rejse børster på og fortælle os, at vi på den ene eller måde er på vej udenfor vores komfortzone og den synes, vi skal finde en vej tilbage til trygheden hurtigst muligt. Antidoten til et frygtstyret liv er at tage ansvar for den og handle på trods af det følelsesmæssige ubehag, der følger med, hvis ikke vi vil afskære os selv fra at udvikle os og udvide vores horisont.
Jeg siger til dem:
‘I stedet for at svare ‘det ved jeg ikke, og det bliver spændende at se’, når jeres forældres venner og kollegaer spørger dem, hvad I skal – så lægger jeres forældre presset over på jer og beder jer ubevidst genoprette deres tryghed og komfortzone ved, at I ‘retter ind’ til deres norm hurtigst muligt.
Argumenterne om, hvad der er ‘fornuftigt’ og ‘rigtigt’ handler oftest om, at uvisheden på jeres vegne ikke er rar at bære for dem. De ved sikkert ikke, at det er deres frygt, der taler, men det gør det ikke mindre svært for jer at håndtere presset’.
Fornuft alene har aldrig gjort nogen glade, kun momentant trygge.
Men oprigtig tryghed i beslutninger inkluderer også, at vi mærker efter og giver tid til det.
Og bærer uvisheden og usikkerheden samtidig med, at vi lytter og navigerer i vores muligheder.
Leder vi derimod ikke frygten og lader normerne diktere vores udsyn, risikerer vi (uforvarende) også at påvirke andres udsyn og vigtige personlige valg.
Og har vi ambitioner om at skabe os et liv og en hverdag, der gør os oprigtig glad på egne præmisser, er det en øvelse vi er nødt til at bruge tid på.
Som unge og som forældre.
Så er det ligegyldigt om, vi ender med at leve et liv, der følger normerne, så længe vi ved, at vi følger os selv.
Det er svære end som sagt. Men vigtigere end normens måske falske tryghed. Og øvelse gør meget nemmere.
Næste dag kommer pigen med fornuftens pres over sig triumferende hen til mig.
’Jeg gjorde det, selvom det var virkelig svært!’
Jeg venter spændt på hendes videre fortælling.
’Jeg ringede til mine forældre i går og fortalte dem, at jeg synes det er svært at bære deres pres. Jeg spurgte dem også, om noget af det pres handler om, at de gerne vil kunne sige noget konkret til deres venner, om hvad jeg skal, fremfor at skulle have en datter, de ikke ved hvornår har tænkt sig at læse videre’.
Nu lyser hendes øjne og hendes stemme er høj og klar, for hendes eget mod har givet hende en livsforandrende indsigt i frygtens underliggende – og nogen gange ukærlige – metoder, når den prøver at få os tilbage i folden med de andre:
’Min mor sagde ’nej, selvfølgelig ikke’, men min far blev helt stille. Og så sagde han: ’det har du nok ret i’’.
Den unge kvinde vil læse HA psyk. En blanding af business og psykologi.
Og i stedet for at bukke under for forventningers pres og søge ind nu, fordi hun kan, er der kommet mere plads hos hende – og hendes forældre – til måske at vente lidt endnu. Hvis det føles rigtigt for hende.
Og den dag hun står med beviset i hånden og skal ud og hjælpe andre navigere i en verden af både fornuft og følelser, er jeg sikker på, at hun vil være i stand til at lede både sig selv og andre i det med stor integritet og overbevisning.
For hun valgte at stille spørgsmålstegn ved normens egentlige hensigter, så hun selv kan vælge, hvilken udsigt hun vil have det næste år: Et studie eller noget helt andet?
Det er aldrig for sent at undersøge frygten og normen i hverdagen, så mine spørgsmål til dig er derfor:
- Hvor har du eller hvor tager du pt. beslutning(er), der er drevet af normen mere end af dig selv?
- Hvis, der ingen tilskuere var, hvordan ville du så leve dit liv?
- Hvilke små skridt kan du tage for at give lidt mere plads til dét i din hverdag?
