Så er den her. Valentine’s Day.
Dagen du som single kan synes er lidt for meget, fordi den minder dig om præcis det du gerne vil have: en kærlighed, der er værd at fejre.
Du sidder måske i dag – på blomsterhandlernes store dag – med følelsen af, at det er lidt mere øv at være single end det er andre dage. Gadebilledet bugner af hjerter, blomster og kærlige ord – mellem kærestepar…..øv!
Kan du nikke ja til dét (bare en lille smule), så vil jeg gerne udfordre dig og små-vædde lidt på, at du selv ender med en smuk buket i dag.
For at få det du virkelig vil, må du sige ‘nej’ til det, du ikke vil. Enkelt. Men ikke altid nemt.
Jeg har ladet mig selv nøjes mange gange i mit liv. Og hver gang er bevidstheden om præcis, hvor meget af mig selv jeg har opgivet for at kunne acceptere det ‘ok’ job, lejet den ‘ok’ lejlighed, købt den ‘ok’ bil og involveret mig i det ‘ok’ forhold, kommet alt for sent i forhold til at kunne have gjort noget ved det.
Når jeg ser tilbage, er spørgsmålet om jeg kunne have gjort det meget anderledes? Ærligt, sikkert ikke. Jeg havde lektier jeg skulle lære, en rejse jeg var ment til at tage, for at nå til hvor jeg er i dag.
Min lære har afgjort været – helt ind i hjertekulen at forstå og selv tro på – at jeg ikke behøvede at nøjes. At nøjedes jeg med at nøjes(!) så ville det blive et langt liv med meget længsel efter det, jeg virkelig ville. Og ham jeg virkelig ville.
Er det muligt at fange dig selv i at nøjes, før det er for sent?
Ja, bare lyt efter alt det skidt du går og fortæller dig selv, som f.eks.:
- jeg er træt af at lede, så jeg kan lige så godt tage ham her som en anden
- jeg finder ikke noget/nogen bedre
- alle de gode mænd er alligevel taget
- jeg fortjener ikke virkelig lykke og kærlighed
- sådan en som mig kan alligevel ikke finde ud af det
- ‘ok’ er godt nok
Jeg har sagt meget af det til mig selv, og når jeg nu ser tilbage, så ved jeg, at det altsammen er LØGN. Jeg ved, at min kærlighed til mig selv ikke var dyb og stor nok til virkelig at tro på, at jeg kunne få det jeg inderst inde drømte om, så jeg lod min selvsnak styre mine valg.
Kan du gøre noget anderledes for at få det du virkelig vil?
Ja, og det er simpelt. Forvent og kræv 100% af dig selv og lad være med at nøjes.
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Du får ikke et forhold med mere og dybere kærlighed end den du nærer for dig selv. Og vil du nøjes med at elske dig selv til ‘ok’?
I dag er en festdag – og du skal fejres!
Så mærk lige efter. Sidder du i dag og længes efter at få blomster af en kæreste i et ‘ok’ forhold eller sidder du og længes efter at få blomster af en kæreste i et fantastisk forhold?
Mit bud er, at det er det sidste. Og det er muligt. Tro mig. Hvis du vil være med til at tage en beslutning. Om ikke længere at nøjes i kærlighedens navn og i stedet beslutte, at du vil have det kærlighedsforhold du drømmer om og, at du fortjener det!
Er det ikke værd at fejre? Er du ikke værd at fejre? At du fra i dag af ikke vil lade dig nøjes. Du vil i stedet glæde dig over al den kærlighed, der summer i dag, og beslutte dig for, at om et år kan du netop nu være på vej ned for at købe blomster til din kæreste. I dag netop nu – vil jeg opfordre dig til at gå ud og købe blomster til dig selv. Du er da værd at fejre!
PS! Er du klar til virkelig at fejre dig selv i dag og lade andre blive inspireret af det? Så klik ind på bloggen og del med os andre, hvordan du fejrer dig selv i dag? Jeg vil glæde mig til at læse det.